Madklubben
Read all reviews for Madklubben →
Skuffende oplevelse på Madklubben Østerbro: Dårlig service og manglende kvalitet
Vi valgte Madklubben Østerbro, hvilken var en stor fejltagelse. Ved ankomsten blev vi mødt af et uorganiseret setup. Selvom vi havde reserveret som en samlet gruppe, blev vi spredt ud over forskellige borde, hvilket både var skuffende og uforståeligt, da restauranten langt fra var fyldt, og der var rig mulighed for at samle os. Vi blev placeret i et kedeligt hjørne, og vores ønske om at sidde samlet blev afvist, selvom det tydeligvis kunne lade sig gøre. Vi havde forudbestilt mad i form af kuverter, så det eneste, vi skulle bestille ved ankomsten, var drikkevarer. Alligevel virkede personalet uinteresserede i at betjene os, og vi følte os mere som en byrde end som gæster. Efter ca. en time kom vores drikkevarer, men de blev blot stillet for enden af bordet uden nogen form for præsentation eller hjælp til at skænke op. Det føltes som om, vi var til gene for dem. Ventetiden på maden var også helt uacceptabel. Selvom vi havde forudbestilt, gik der omkring 1 time og 30 minutter, før maden endelig ankom. I mellemtiden måtte vi gentagne gange rykke personalet, som hver gang reagerede med øjenrul og tydelig irritation. Da maden blev serveret, kom den på fade – men uden bestik!? Da vi bad om bestik, blev vores anmodning afvist, og vi måtte bruge det, der var tilovers på bordet – knive og gafler, som allerede var taget af andre, og som lå tilbage i krukkerne. Selvom vi påpegede, at der ikke var nok bestik, virkede personalet ligeglade. Desserten var heller ikke imponerende – en enkelt kugle peanut-is i et glas med en dadel på toppen. Den smagte dårligt og virkede som noget, der havde ligget alt for længe i fryseren. Det var tydeligt, at kvaliteten ikke var prioriteret. Servicen generelt var chokerende dårlig. Personalet virkede fuldstændig uengagerede i vores oplevelse og tilbragte mere tid ude på terrassen, hvor de røg og snakkede, end de gjorde på at tage sig af gæsterne. Til sidst fik vi en regning på over 11.000 kr., som vi ikke fik lov at dele op, hvilket skabte unødvendigt besvær. Derudover blev vi tvunget til at betale for en ekstra kuvert, fordi en af vores gæster meldte afbud på dagen. Personalet hævdede, at maden allerede var lavet, men det var svært at tro, når serveringen både var forsinket og af lav kvalitet. De meddelte også, at vi var "heldige" ikke at skulle betale for yderligere fem kuverter, da afbud skulle meldes mindst en uge i forvejen. Det er en regel, jeg aldrig har hørt om før – det giver ingen mening, når maden tydeligvis ikke var klar. Alt i alt var oplevelsen ekstremt skuffende, og jeg kan på ingen måde anbefale Madklubben Østerbro. Jeg har aldrig oplevet så dårlig service og madkvalitet, og jeg vil helt sikkert undgå både dette sted og andre restauranter i Madklubben-koncernen fremover.