MENY
Read all reviews for MENY →
Skuffende håndtering efter fund af levende myrer i mad fra delikatesseafdeling i Meny på Søborg Hovedgade
Købte for få dage siden stort ind i Meny på Søborg Hovedgade, fordi vi skulle fejre min hustrus aflevering af sin Ph.D-afhandling. Vores stort anlagte festmiddag blev imidlertid aldeles spoleret, da vi pludselig fik øje på myrer, der vandrede rundt i salaten fra en fyldt croissant fra delikatesseafdelingen. Jeg ringede til Meny med det samme, og fik besked på at komme igen den næstfølgende dag for at finde en løsning. Blev spist af med at få pengene tilbage for den ene croissant og en enkelt pakke billige og elendige "dagens tilbud"-bøffer. Skrev efterfølgende til butikschefen og blev efterfølgende ringet op af ham to gange, hvor han insisterede på, at man har håndteret sagen så godt, som man kan tillade sig at forvente. Jeg er uenig, fordi myrer i maden under en festmiddag ikke bare ødelægger nydelsen af det stykke af maden, hvor myrerne opdages. Maden var jo taget direkte ud af emballagen og lagt på et fint fad, så mon også insekterne havde taget for sig af andre "delikatesser" inden vi opdagede dem? Det kunne vi jo ikke vide, og lysten til at spise videre var på det tidspunkt ikke eksisterende, selvom vi kun lige var ved at have overstået det, der blot skulle have været forretten. For min familie og jeg var både vores appetit og den gode stemning, og dermed hele middagen, blevet ødelagt. Siden har jeg også været nødt til at bruge tid og energi på sagen uden at have opnået en for mig tilfredsstillende løsning. Intet af dette fandt jeg nogen forståelse for hos butikschefen, og derfor kommer jeg nu ikke i denne Meny længere, ligesom jeg heller ikke kan anbefale nogen andre at gøre det, medmindre de både kan affinde sig med risikoen for levende insekter i maden og med en efterfølgende uforstående, fedtet og bagateliserende håndtering deraf. Uagtet hvor ulækkert og uprofessionelt det er at sælge delikatesser med levende insekter, så er det dog endnu mere utiltalende, når man mødes med en utilfredsstillende håndtering. Jeg kan ikke forestille mig en bare tilnærmelsesvis ringe håndtering i Irma, så alle de indkøb jeg førhen har foretaget i Meny vil nu for fremtiden blive foretaget i Irma lidt længere nede ad gaden.